Her er mine egne noter om brændstofforbrug på tur. Husk at gøre dine egne noter og justere efter din specifikke type brænder – og kaffevaner 🙂
Man skal huske
- at tage højde for effekten af kulde, højdemetre og/eller stærk blæst.
- at fordele brændstoffet i flere mindre egnede beholdere, i stedet for en stor.
- at en utæt brændstofbeholder ikke må kunne forurene din proviant.
- at smeltevand er iskold og kræver mere brændstof for at bringe i kog.
Gas
MSR regner med følgende forbrug:
220 g – to personer i fire dage (MSR regner med 16 liter kogende vand pr dåse.)
125 g – to personer i to dag.
62,5 g – to personer i en dag. Under normale omstændigheder.
Min generelle formel er, under normale omstændigheder (Sommer, fjeld, Norge):
Gram gas = 25 g x antal personer x (antal dage + 1) (Altid + 24 h).
Formlen skal korrigeres efter årstid/vejrudsigt: 25 g sommer, 35 g efterår/forår og 45 g vinter (DK) er nok et godt bud.
Forbrugsstatistik::
- 2024: 22 g/dag/person (MSR, Pocket Rocket 2, folie læskærm) – hedebølge i fjeldet!
- 2025: 25 g/dag/person (MSR, Pocket Rocket 2, folie læskærm) – en del regn.
- 2023: 29 g/dag/person (Optimus terra weekend sættet m. Optimus læskærm) – pænt vejr.
- 2019: 22,5 g/dag/person (Jetboil Helios) – pænt vejr.
I praksis for mig vil det sige, at jeg har en ny 110 g gas med på en weekendtur. Hvis vi er to afsted, så vil jeg typisk tage en ny og en halvtom 110 g gas med.
Husk at vælge en propan-isobutan blanding, hvis du vil bruge din gasbrænder i koldt vejr. Isobutan er mere flygtig, hvilket er vigtig i koldt vejr. Kogepunktet for isobutan er -11,5 grader C, mens det for butan er -0,5 grader C. Kogepunkter for propan -42 grader C, men ren proban kræver en kraftigere, og der med tungere, beholder. Så skal du bruge gas, når det er koldt, så er det propan/isobuten blandinger, som du skal gå efter. Gasdåser med butan må betegnes som sommergas.
Der er naturligvis forskelle på brændere. En topmoteret brænder vil være mere temperaturfølsom end en slangefødet brænder med forvarmningsrør.
Gas har en brændværdi på ca. 11 kcal/gram
White gas/Campers fuel/Coleman Fuel/ Rensebenzin
55 ml/dag/person
Hvis turene ikke er baseret på frysetørret mad, men “rigtig” mad – kombineret med en del kaffe, så skal tallet nok opjusteres.
De officielle tal siger, at der med MSR Whisper lite int. går 22g brændstof på at koge 1l vand. Massefylden for Borup rensebenzin er 0,72 g/cm3 (1cm3 = 1 ml). dvs 30,5 ml til at koge 1l vand.
(skal der smeltes sne skal tallet fordobles)
Brændværdi af rensebenzin ca. 10,1 kcal/g.
Sprit
Mit bud vil være 100-150 ml/dag/person, så kan man koge ca. 2-3 l vand pr dag. Sommer lidt mindre, ydre sæsonerne lidt mere.
Det officielle tal siger at der skal bruges 5 cl dvs. 50 ml el. 0,5 dl for at koge 1l vand.
Ethanol har en noget højere brandværdi end methanol (6,4 i forhold til 4,7 kcal/gram) (Har en gang for mange år siden i UK, måtte købe methanol).
Baseret på brændværditallene skal man medbringe ca. dobbelt så meget sprit som gas el. rensebenzin. Hvilket vil være omkring 150 ml/dag/person – hvis man ikke skal koge og stege sin mad i lang tid hver dag.
Brandværdien er jo kan en del af historien, brænderens evne til at overføre varmen til gryden osv. spiller også ind og her er Trangiaens integrerede vindskærm nok mest effektiv?
