Velkommen > Psykologi > Piaget og Vygotsky

Piaget og Vygotsky

 

Piaget er placeret i den konstruktivistiske strukturalistiske gruppe af læringsteorier.

Konceptet med kognitive strukturer er helt centralt i hans teori. Disse kognitive strukturer kan anses som skemaer der fungerer som indre repræsentationer af det ydre.

De kognitive strukturer (skemaerne) ændres gennem adaptation (læreprocessen) ved assimilation eller akkommodation. Assimilation involverer en fortolkning af det ydre  på baggrund af eksisterende kognitive strukturer. Akkomodation refererer til en ændring af de kognitive strukturer således det ydre giver mening.

Man kan sige, at grundsynet i teorien er, at man lærer i en aktiv tilpasning til konteksten.

Man kan opsummere det således: Adaptationsprocessen producerer skemaer der fungerer som indre repræsentationer af det ydre. Assimilation vil så svarer til at man udforsker et ”kendt område”  indenfor et allerede etableret område. Akkomodation er derimod en mere omstrukturerende proces, hvor skemaer ombrydes eller nydannes til senere assimilativ ”påfyldning”.

Piaget kalder selv adaptationen (læreprocessen) en ligevægt. ”Adaptationen er en ligevægt mellem to uadskillelige mekanismer: Assimilation og akkomodation” (Piaget, 1969, s.146)

 

Virksomhedsteoretisk læring

Virksomhedsteoretisk læring er knyttet til navne som Vygotsky og Leontjew. Grundsynet er her at læring opstår som et resultat, vel sagtens en art biprodukt, af virksomhed. Miller (1993, s.382) udtrykker det således ”Learning is a natural by-product of involvement in tasks with adults and more competent peers”. Man kan derfor slå fast at et vigtigt punkt i Vygotskys teori er, at social interaktion er en fundamental del af læreprocessen.

Barnet internaliserer den problemløsningsstrategi der først findes i den sociale interaktion. Miller (1993. s 385) citerer her Vygotsky: ”Children grow into the intellectual life of those around them”.  Man kan derfor sige at mennesker skaber dem selv gennem aktivitet. Miller (1993, s. 387-388) citerer igen Vygotsky: ”Humans master themselves from the outside – through psychological tool”

Disse psykologiske værktøjer inkluderer sprogsystemer, talsystemer, skrift, diagrammer, kort, tegn og kunst. Sproget er for Vygotsky det vigtigste psykologisk værktøj.

 

Et andet vigtigt aspekt i Vygotskys teori er ideen om at potentialet for kognitiv udvikling afhænger af ”zonen for nærmeste udvikling”. Den kan defineres som: ”Afstanden mellem det aktuelle udviklingstrin bestemt ved selvstændig problemløsning og det potentielle udviklingstrin bestemt gennem problemløsning under voksen vejledning eller gennem samarbejde med dygtigere kammerater; det betyder, at barnets grunderfaring bliver, at det først løser problemer eller opgaver sammen med andre, senere gør det selv uafhængigt af andre; der er her tale om en egentlig internalisering; alle opgaver erfares således to gange: først ydre og socialt, derefter indre og individuelt (psykologisk)[1].

Vygotsky mener hermed, at enhver funktion i barnet kulturelle udvikling sker to gange, først på det sociale niveau, og senere på et individuelt niveau: først interpsykologisk mellem mennesker og senere inden i barnet (intrapsykologisk).

Vygotsky kan man nok med rette placerer i en konstruktivistisk kontekstuel gruppe af læringsteorier pga. af hans fokus på kognitiv udvikling gennem social interaktion.

 

Miller, Patricia H:” Theories of Developmental Psychology”, N.Y. 1993.

Piaget, Jean ”Psykologi og pædagogik” Hans Reitzels forlag, 1996.



[1] Jf. http://psykologibasen.dk/X.shtml



 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD