Velkommen > Psykologi > Eksistentialisme og stress > 3. Aleneværen

3. Aleneværen


3) Aleneværen: ”Vi fødes og dør alene, men har behov for fællesskab”
”Aleneværen betegner en grundlæggende erkendelse af at være alene i verden” (Jacobsen 1998, s. 122). Det er ikke det samme som isolerethed, der betegner et menneske alene i social forstand. Det er heller ikke ensomhed, der er en følelse af at være overladt til sig selv, når man i grunden hellere ville være sammen med andre.
Aleneværen hænger sammen med døden. May (1966, s. 78) siger ”Døden som absolut mulighed stiller mennesket alene og individualisere det så at sige”.
Denne individualisering stå i modsætning til et citat af Martin Buber som Jacobsen (1998, s. 127) anvender ”Alt virkelige liv er møde”.  Så på den ene side er vi alene, men på den anden side foregår et virkelige liv i mødet.  Det skal lige indskydes at der også findes mere individorienteret eksistenstænkere.
Under beskrivelsen af verdenen ovenfor nævnte vi at Die Mitwelt er den verden hvor mennesker gensidigt har med hinanden at gøre (May 1966, s 95-96).  May kalder det et forhold hvor kernen i et forhold er, at begge personer forandres ved mødet. Der må ikke være tale om at man kræver et menneske tilpasser sig, for så opfatter man ikke personen som Dasein, men der i mod som et redskab. Hvis man på den anden side tilpasser sig selv, bruger man sig selv som et objekt.
Mødet skal være kendetegnet ved at menneskerne mødes på ligefod og ved gensidig påvirkning. Altså et genuint Jeg-du forhold præget af umiddelbar uforbeholden nærvær.
Det skal måske lige præciseres, at Jeg-du ikke behøver at være person-person men er også et udtryk for, at man skal møde verden umiddelbart og uforbeholden.

En vigtig brik til forståelse af mennesker har svært ved at se andet menneske i lyset af vedkommes virkelighed har vi ikke fået behandlet endnu, nemlig intentionalitet.
Intentionalitet skal forstås på den måde at mennesker altid er rettet mod noget, det skyldes mennesker altid tænker, handler eller forestiller os noget (Deurzen 1995, s. 10).
Man kan øve sig i at være disciplineret vedrørende ens intentionalitet (Deurzen 1995, s. 10), forstået på den måde at man må øver sig i at minimere ens forudindtagethed om verden. Den kan naturligvis ikke bare ignoreres eller fjernes, men vi kan lære at forholde os til den, så vi kan beskrive situationen, opmærksomheds objekt eller den anden person uden denne forudindtagethed.  Det kan måske opfattes som at lade verden dukke op i en umiddelbarhed.

Når vi, som beskrevet ovenfor, ser andre mennesker på vores egen begrænsede måde, så er resultatet skyld. Det er en skyld som har med Mitwelt at gøre.
Der findes også andre former for skyld. I afsnittet med frihed viste vi at forspildte muligheder medfører ontologisk skyld, det er en skyld der har med Eigenwelt at gør.
En tredje form for ontologisk skyld har både med Die Umwelt og med de to andre ”verdener” at gøre, nemlig adskillelses-skylden overfor hele naturen. Dette er jf . May  (1966, s. 85) den mest komplekse og omfattende side af den ontologiske skyld.
Som May (1966) skriver på side 88: ”Der er også meget, der tyder på, at det ikke bare er syge mennesker, der lider under isolation og fremmedgørelse overfor verden, men også utallige ”normale””.  Det moderne menneske har tabt sin verden (May 1966, s. 88). Måske endda i dobbelt forstand, for der er både en fremmedgørelse overfor den menneskelige omverden, men også en indre hærgende overbevisning om at være fremmed i naturens verden.

Hvis man ikke finde sit fodfæste i mødet med verden, så risikere man at miste sig selv. Som May (1966, s.78) skriver: ”Det moderne menneske manglende konfrontation med ikke-væren giver sig sit allestedsnærværende udslag i konformiteten, den enkeltes tilbøjelighed til at lade sige suge ind i et hav af kollektive relationer og holdninger, at opsluges af ”das Man” og at tabe sig egen bevidsthed, sine muligheder og hvad der ellers kendetegner ham som et enestående og oprindelig. Individet underslipper midlertidigt angsten for ikke-væren på denne måde”.  Man opgiver friheden for at undgå en utålelig angst – Man gør som de andre gør, gør som lederen/Føreren siger.

Videre til 4. Mening

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD