Velkommen > Psykologi > Eksistentialisme og stress > 1. Døden

1. Døden


1) Døden ”Vi lever, men en dag skal vi dø”
”Død betyder livets ophør” siger Bo Jacobsen (1998, 92), så man kunne også sige at modsætningen til døden er livet, og det vil betyde; uden døden var der intet liv.
May (1966, s.133) udtrykker det på denne måde: ”Døden i alle dens aspekter er den kendsgerning, som giver det nærværende øjeblik absolut værdi”. …..kernen i den eksistentielle holdning er, at eksistensen fattes alvorlig”
Eksistensen, livet, er vores grundlaget - man er i verden. Så vi må først beskrive hvad det er for en verden man er i.
Verden kan jf. May (1966, s. 92.) ”ikke beskrives i objektive udtryk” fordi, fortsætter han med at forklare, der er lige så mange rum og tid som der er enkeltvæsner.
Verden er bl.a. den struktur af meningsfulde forhold, som et menneske eksisterer i og er med til at forme. Verden indbefatter også hændelser i fortiden som betinger eksistensen og de meget forskellige faktorer eksistensen er påvirket af f.eks. miljøet – idet man forholder sig til dem, former og bygger man på dem. Verden kan dog ikke begrænses til ”samfundet”, det er også noget andet som f.eks. min Eigenwelt (se nedenfor) og bestemt også de muligheder der åbner sig for et menneske
Verden kan jf. May (1966, s.93) opdeles i tre livsverdener, som man også kan kalde modi eller dimensioner.
Første modus er Die Umwelt (Naturverdenen), der skal forstås som den biologiske verden eller man kunne sige det miljø man lever i. Ting, vores egen krop, andres kroppe og vores fortid tilhører også Umvelt.
Næste modus er Die Mitwelt (den sociale verden) som er den verden hvor mennesker gensidigt har med hinanden at gøre (May 1966, s 95-96). 
Tredje modus er Die Eigenwelt (den private verden), hvilket den indre verden altså den måde man forholder sig til sig selv på. May (1966, s. 96) skriver således ”Die Eigenwelt forudsætter en bevidsthed om sig selv og et forhold til sig selv. Den er ikke blot en subjektiv indre oplevelse: Den er det grundlag, hvorfra vi ser den faktiske verden. I denne verden (Eigenwelt) fatter man, hvad ”et eller andet” i verden betyder for ”mig””.
Man lever simultant i de tre verdener (May 1966, s.97), så det må ikke forstås som tre forskellige verdener, men som tre forskellige modi af væren-i-verden. Balancen mellem de tre modi er essentiel, for virkeligheden i væren-i-verden går tabt når eller hvis en af disse verdener fremhæves på bekostning af de andre.
Der findes også en ideernes verden (Überwelt) (Bo Jacobsen 1998, s. 147), hvor ideer, trossystemer, værdier, mening i tilværelsen, livs og verdensanskuelser hører til.  Jacobsen (1998, s.147) skriver ”Hvor udviklede og gennemtænke er de ideer, der leder en person? Hvor meget betyder de for vedkommende? Hvordan personen forbinder sig til de ideer og idealer, der er bærende for vedkommendes liv, er, hvad forholdet til ideernes verden handler om”.

Udtrykket væren-i-verden, som anvendes ovenfor, er det danske udtryk for Dasein. De eksistentielle terapeuter anvender udtrykket Dasein for at markere hvad der er specielt ved den menneskelige eksistens. Man vil med udtrykket jf. May (1966, s. 66) markere at: ”Mennesket er det væsen, som er der og at det altså også har et der i den forstand, at det kan vide, at det er der og kan tage stilling til den kendsgerning. Dette der er ikke blot et eller anden sted, men det bestemte der, som tilhører mig, det bestemte punkt i tid såvel som rum, hvor jeg eksisterer i dette øjeblik”.
I anvendelse af udtrykket Dasein ligger der derfor en præcisering af at mennesker er et væsen, som kan være sin egen eksistens bevidst, og derfor også kan ansvarlig for den.

At være eller ikke-være
Væren hænger uadskillelig sammen med ikke-væren, som May (1966, s.76) skriver ”for at fatte, hvad det vil sige at eksistere, må man forstå den mulighed, at man kan miste sin eksistens, at man hvert øjeblik går på randen af den afgrund, som hedder udslettelse”.
Eksistensen er derfor aldrig noget automatisk, den er hele tiden truet af ikke-væren.  Denne oplevelse af en overhængende trussel fra ikke-væren er en af de måder May definerer angst på, altså den objektløse eksistentielle angst.  Angst skriver May (1966, s.80): ”er den subjektive tilstand, hvor individet bliver klar over, at hans eksistens kan blive ødelagt, at han kan miste sig selv og sin verden, at han kan blive til ”intet””. Som jeg vil vise senere hænger dette uløseligt sammen med friheden.

Døden er begribeligvis den mest åbenbare trussel fra ikke-væren. Der findes også andre mindre endegyldige trusler f.eks. hvis vi ikke fører os frem i vort væsen, ved at være foregiven, ved at lade os opsuges i den konforme anonymitet (”das Man”). Man kunne kalde det, at vi ”glemmer at være”– så, siger May (1966, s. 83): ”har vi faktisk mistet vores væren og er mislykket i samme grad som dette er sket”.

May (1966, s.65) påpeger f.eks., at mange mennesker lader til at havde deres identitet gennem deres arbejde. På den måde kender de ikke sig selv, men kender kun sig selv som en jobtitel. Denne form for tab af fornemmelsen af væren hænger jf. May (1966, s.65) sammen med en tendens til at underordne vores eksistens vores funktion.
Denne form for underorden sig sin funktion kan medfører man mister sig selv i dobbelt forstand, første i og med at man kun kender sig selv som en jobtitel, men sæt nu at man ikke føler man kan leve op til jobbets krav, eller sæt man bliver afskediget. Så mister man også det tilsyneladende fodfæste man havde i jobtitlen
Her er det væsentlig at påpege, at væren ikke er noget der er givet én gang for alle. Det er ikke noget der spirer frem af sig selv. Mennesket må selv blive opmærksomt på sig selv, men denne opmærksomhed er et tveægget sværd, for når man bliver opmærksom på sin væren, så begriber man, at man kan, og ultimativt ved livets afslutning, vil miste den igen. Mange vælger i den situation at undgå angsten ved at underkaste sig en konformitet, at gøre som de andre, de opsluges derved af ”das Man” og har således mistet sig selv.

Tiden
Formålet med at undersøger nogle aspekter omkring tid nærmere er, at nogle at de dybeste menneskelige oplevelser f.eks. glæde og angst forekommer i tidens dimension snarere end i rummets (May 1966, s.99). Som May (1966, s.101) udtrykker det ”tiden er den afgørende dimension for den menneskelige personlighed” og han fortsætter ”tiden er tilværelsens hjerte”. På den måde ser vi tiden som central i mennesket eksistens.
Klokketid, den tid vi aflæser på uret, er en rumkategori og den tilhører til die Umwelt. I die Mitwelt er den kvantitative tid ikke så vigtig, som May (1966, s.102) siger ”kærligheds styrke eller karakter kan ikke måles i antal år, man har kendt den man elsker”. Det er sandsynligvis netop de oplevelser der uforudset gennembryder tidens vanlige gang som er de vigtigste i et menneskets eksistens (May (1966, s.102).
 
Hvis livet leves efter en timeplan, og hverdagen er rettet ind efter skemaer, så opfatter os kun i rumkategorier, som genstande. Den store vægt på rumkategorierne udtrykker May (1966, s.101) med følgende citat fra Bergson, ”at de øjeblikke hvor vi fatter os selv, er sjældne, og føjelig er vi sjældent fri”.
Det kan måske udlægges som om at man gennem forsøget på at kontrollere selve livet, håber at kunne undslippe friheden og der med angsten.

I forbindelse med tid, er det også på sin plads at nævne et af Kierkegaards velkendte begrebspar: Det Timelige og Det evige, som mennesket er splittet mellem.
Hvis en person arbejder hele tiden, så arbejder personen som om vedkommende skulle leve evigt og ikke dø. Det kan måske anskues som om at personen har mistet fornemmelsen for det timelige.
Opfattelsen af tiden må have ændret sig. For at undgå at komme i den situation må man kunne udholde spænding mellem det timelige og det evige, man skal finde en balance.

Videre til 2. Frihed

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD