Velkommen > Fysiologi > Stress - biologisk set

Stress - biologisk set


Der findes flere perspektiver på stress

Biologisk tilgang
Kropslige/fysiologiske: Nervesystemet, hormonsystemet og immunsystemet

Psykologiske tilgang
Vores subjektive oplevelse. Vores tankemæssige og følelsesmæssige reaktioner og vores oplevelse af at kunne håndtere dem eller ej

Sociologiske tilgang
Begivenheder og faktorer i miljøet, som kan virke belastende og dermed stressende – stressorer

Jeg vil her kun opsummerer den den biologisk fysiologisk synsvinkel. Hvis omdrejningpunkt er - Homeostase begrebet.
Mennesker udsættes hele tiden for forskellige påvirkninger, og skifter jævnligt mellem aktivitet og hvile, varme og kulde, sult og mæthed osv. Hvilke er i modsætning til kroppens behov for et stabilt indre miljø. Claude Bernard (1813-1878) navngiver det milieu intérieur allerede i det 19århunderede (Hill & Wyse, 1989, s. 7). Det elegante er at kroppen opretholder vores indre miljø, uden de store udsvingninger. Denne tilstand af et rimelig konstant og forholdsvis velreguleret indre miljø omfattes af begrebet homeostase, en term der indføres af  Walter Cannon (1871-1945). Cannon er bl.a. kendt for sit arbejde omkring 1930’erne med den sympatiske del af det autonome nervesystem betydning for Fight/flightreaktionen
Homeostase opretholdes ved en udpræget grad af kommunikation mellem kroppens mange celler. Reguleringen foregår vha. to systemer:

  1. Nervesystemet (her er særlig det autonome nervesystem interessant)
  2. Hormonsystemet.

Nerver er et netværk af særlige celle, der virker som forbindelsesled i kroppen, mellem en afsender og en modtager. De virker ved en blanding af elektriske og kemiske signaler. I forhold til hormonsystemet er nervesystemet et meget præcist system idet en afsender kan sende et signal til én bestemt modtager.

Generel virkemåde:
Nervecellen -> udsender en elektrisk impuls -> impulsen løber langs nerven -> impulsen rammer en synapse lige før sit mål -> Synapsen er en kemisk kobling mellem nerve og mål -> synapsen videre sender signalet kemisk til mål cellen -> Effekt.

Hormoner er kemiske stoffer, som udskilles af kirtler. Endokrine kirtler udskiller hormoner til blodet, hvor de føres til det organ, de skal påvirke. Selv om hormonerne er i blodet påvirkes alle celler ikke, kun de celler der har en receptor der passer til hormonet bliver påvirket.

Generel virkemåde:
Kirtel -> frigiver hormon til blodet -> hormonet cirkulerer med blodet -> Hormonet påvirker alle celle med en receptor, der passer til hormonet -> Effekt.

Udfra en biologisk fysiologisk indgang kan stress her betragtes som kroppens svar på stressorer (Selye 1982, s.7). Disse stressorer kan være sult, kulde eller frygt.

Stress mekanismen jf. Selye.
1) Hurtig nervøs reaktion hvor hypothalamus stimulere det sympatiske nervesystem. Effekten på f.eks. hjertet viser sig i løbet af sekunder. 
2) En langsommere hormonel reaktion hvor de sympatiske nerver stimulere binyremarven til at afgive adrenalin. Effekten viser sig i løbet af et til flere minutter.
3) Ved en længerevarende stresstilstand, typiske taler man om over 30 minutter, udskiller hypothalamus et regulerende hormon corticotrophin-releasing factor (CRF) . Det regulerende hormon stimulerer hypofysen til at producere adenocorticotropic hormon (ACTH), som stimulerer binyrebarken til at producere kortisol.
Udskillelsen er, som mange andre biologiske mekanismer, reguleret vha. negativ feedback. Her er to feedback løkker involveret:

1) en øget koncentration af ATCH  virker hæmmende på udskillelsen af ATCH.
2) En øget koncentration af kortisol virker også hæmmende på udskillelsen af ATCH.
 
Opsummeret kan vi altså fastslå at stressmekanismen bygger på to delelementer: Det sympatiske nervesystem og hypofyse-binyrebarkaksen.


 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD