Velkommen > Evolution > Menneskets udvikling > De tidligste Hominider

De tidligste Hominider


Helt tilbage til begyndelsen

Inden vi kommer til de tidligste hominider, så lad os gå helt tilbage til begyndelsen: "The big bang", her eksploderede det sammentrykte univers. Du kan læse en kort rimelig let forståelig tekst på mejling.dk. Hvis du vil vide mere om "det store knald" vil jeg foreslå: www.rummet.dk (som en let "starter")

Det er måske på sin plads, at du lige kaster et blik på følgende tidsoversigt, således du kan begynde og få et overblik. På mejling.dk/undervisning/biologi/jorden.html er også en god tabel for at få tidsperspektivet på plads. På talkorigins.org er der en mere detaljeret tidslinie.

Jorden har samlet sig (af stjernestøvet) for ca. 4,5 mia. år siden. Et ganske ubehageligt sted at være til at begynde med.

4,3 mia. år siden: Vanddampen i atmosfæren begynder at blive sønderdelt af UV-stråling fra Solen. Den dannede ilt sammenbygges til Ozon. Det nydannede ozonlag skærmer nu Jorden.

3,8 mia. år siden: Jordskorpen dannes - dannelse af de ældste klippeformationer på Jorden. Det er også på dette tidspunkt at vanddamp i atmosfæren fortættes (kondensere) og danner urhavet.

På et tidspunkt for 3,5-3,7 mia. år siden opstår der en primitiv form for liv i ursuppen (Diskussion af begrebet liv). En grundtanke i biologi er at "liv opstår andet liv" ("Omnis vivum ex vivo" som Louis Pasteurs udtrykte det i 1890'erne.). Hvordan præcis dette primitive urliv opstår, kan vi ikke forklare. Det er netop derfor, der er så spændende og søge efter liv på f.eks. Mars og Titan, idet det måske kan kaste lys over denne proces.

Byggesten til liv kan opstå under de forhold der var i uratmosfæren, det viste den amerikanske forsker Stanley L. Miller i 1952. Hvor han genskabte forholdene (gasser, lyn, varme) og viste at der under disse forhold kan opbygges aminosyrer.

I Perm for 290 mio. år siden har vi en gigantisk masseuddøende - 95% af livsformerne i havet dør! (Livets store spil: Vind eller forsvind)

 

Primater

Pattedyr udviklede sig fra primitive pattedyrlignede reptiler i Trias, for ca. 200-245 mio. år siden. Ved den store masseuddøende mellem Kridt og Jura (65 mio. år siden) forsvandt dinosaurerne. Herefter gennemgik pattedyrene, som en af de overlevende grupper en adaptiv radiation under Tertiær. De store ordner af pattedyr udvikledes på dette tidspunkt inklusiv Primater, hvortil mennesket henregnes. Fossile fund indikerer at primater udvikledes for ca. 30 mio. år siden i Afrika.

Primater inkluderer bl.a. Lemurer og gibbon. Selvom vi er forskellige fra andre primater, så deler vi en evolutionær historie. Den historie indbefatter egenskaber som modstillede tommelfingre, stereoskopisk syn, store hjerne, og negle i stedet for klør.

Primater er relativt uspecialiserede pattedyr (hvilket er en pæn måde op sige på, at de ikke er særlig gode til en specielt ting, men kan lidt af hvert): De har ikke vinger, har stadig alle fire lemmer, kan ikke løbe særlig hurtig eller hopper særlig højt, har et svagt tandsæt, ingen panser eller tyk hud, ingen klør.

Primater har modifikationer i ulna og radius der tillader at hånden kan drejes uden at albuen drejes. Mange primater kan svinge eller dreje deres arme rundt i skulderleddet – disse adaptationer er tilpasninger til livet i træerne.

Primater har fem finger på deres forlemmer, de kan gribe om et objekt, en anden modifikation er den modstillede "tommelfinger" der tillader præcisionsgreb.

Placeringen af øjnene frontalt øger dybdeopfattelse – det tillader også afstandsbedømmelse, hvilket absolut er en fordel når man lever i et træ!

Ændringer i placeringen af stave og tappe i øjets nethinde giver farvesyn, samt et perifersyn i svagt lys.

Opret gang tillader nogle primater at se ud over omgivelserne, lige som det giver mulighed for at bruge hænderne til andre formål. Hominider, den linie der leder frem til mennesket, har ændringer i formen og størrelse af hoften, lårbenet og knæet, der tillader bipedalisme. Denne ændring fra quadrupel til bipedal gang skete i stadier og kulminerede hos mennesker, der kan gå og løbe på to ben.

Adskillelige tendenser i vores evolution er synlig i tænder og kæbe. Først ændringen i kæbens geometri der reducerede snuden til et fladt ansigt. Så ændringer i tand arrangementet og antal, hvilket øgede effektiviteten af de tænder der maler/knuser føden. Sluttelig for omkring ca. 1.5 millioner år siden ændrede vores diæt sig fra frugt og grønsager til også at inkluderer kød.

Lad os lige opsummerer vores stærke sider; kombinationen af primat adaptationer inkludere: store hjerne, anvendelse af værktøj, social struktur, stereoskopisk farvesyn, højt udviklede forlemmer og hænder, multifunktions tandsæt og opret gang. Dette placerede os blandt de mest avancerede pattedyr (mener vi selv, i vores typiske antropocentriske tankegang – Primat betyder faktisk herredyret).

 

Miocæn aber

Aber udvikles i Afrika for mindst 20 mio. år siden, her var kontinentet en separat landmasse. Den bedst kendte af disse tidlige aber er Proconsul.

Lavere vandstand i havene ca. 17-16,5 mio. år siden frembragte en passage mellem Afrika og Asien. Der gav mulighed for at disse tidlige aber kunne sprede sig (sammen med elefanter, svin, antiloper og gnavere). På dette tidspunkt havde aberne udviklet et tykt emaljelag på tænderne, hvilken gjorde dem i stand til at spise hårdere fødekilder f.eks. nødder og frø. Inden for ca. 1,5 mio. år efter af aberne havde bevæget sig ind i Asien var de opspaltet i mindst otte forskellige former.

I Miocæn for ca. 20 mio. år siden var Central- og Østafrika tæt skovland. Klimatiske ændringer som følge af tektoniske bevægelser og en global afkøling for 15 mio. år siden medførte, at skovlandet blev afløst af savanne med områder af åben skov. Det er i denne periode at hominid evolutionen udløses. Der sker en løbende selektion. Eller sagt på en anden måde, igen spilles livets stor spil - "Vind eller forsvind".

De tidligste Hominider

En gren primater udviklede sig til hominoider (fælles stamtræ for menneskeaber og mennesker). De gav ophav til en vifte af arter, sandsynligvis pga. store klima fluktuationer i deres habitat.

Man mente i lang tid at ramapith var stamfader til hominid linien (Mennesker). I dag anses ramapith som forfader til orangutang.

Hominid liniens opstående er stadig ikke fuldstændig klarlagt, men molekylær biologiske undersøgelser antyder at mennesker og chimpanser har en fælles stamfader ikke mere end 5-8 mio siden. I de seneste år har forskere fokuseret på at finde fossiler fra denne periode. Fundene og beskrivelserne af Orrorin tugenensis (i 2001) og Sahelanthropus tchadensis (i 2002) har kastet lys over denne periode i vores udvikling.

Orrorin tugenensis, fundet i Kenya, dateret til 6 mio. siden. Fundet er fragmenteret, og består mest af knogler fra ekstremiteterne, en delvis kæbe og nogle få tænder. Ikke alle forskere mener, at Orrorin er en hominid, hvilket er baseret på meget abelignende hjørnetænder. På den anden side, så er benknoglerne typiske for bipedalister. Bipedalisme er et typetræk for hominider. Specielt femur (lårbenet) viser typiske tegn på bipedalisme. Kindtanderne er små i sammenligning med alle senere Australopithecus

Sahelanthropus tchadensis (Typekraniet har kælenavnet Toumai) blev beskrevet i 2002 ud fra et ganske særlig velbevaret kranium, en delvis kæbe og nogle tænder. Fundet er dateret til 6-7 mio. år siden. Det tidspunkt er meget tæt på det sandsynlige adskillelsestidspunkt mellem menneskeslægten og chimpanser. Sahelanthropus beskrives som hominid på grundlag af form og vinkel i ansigtet og kraniekassen, samt tandsæt. Igen er der en vis uenighed, idet andre forskere mener, at placeringen af foramen magnum antyder, at Sahelanthropus ikke var en sand bipedalist. Samt at dele af tandsættet og dele af kraniet minder om chimpansens.

Hvis Sahelanthropus er en hominid, så udvides det geografiske område hvorfra hominider er kendt. Chad søen er udenfor det område, hvorfra de tidligere hominid fossiler er fundet. Område ved Chad søen var for 7 mio. år siden dækket af skov.

Ardepithecus ramidus er den tredje "ur-hominide". Nogle forskere placerer ramidus i slægten Australopithecus. De ældste fund af arten er fra en underart kaldet kadabba, som er fundet i  Ethiopien og dateres til mellem 5.2 og 5.8 millioner år gamle. Andre fund af Ardepithecus ramidus dateres til 4.4 millioner år gamle.  Det meste af det fossil material man har for denne art består af kraniekassefragmenter og tænder, samt, hvilket er meget spændende, en mulig tåknogle (som tilhører en bipedal organisme).

Andre fossiler antyder, at Ardipithecus levede i et skovklædt miljø. Hvilken er meget forskellige fra den åbne savannes miljø. Den fremherskende teori er dog stadigvæk at det er på savannen, at hominider udviklede sig til bipedale væsner.

Det at disse arter eksistere så tæt på tidspunktet for menneskets oprindelse, dvs. tidspunktet for opsplitningen mellem chimpanser og mennesker viser, at også "roden" af vores stamtræ er busket/forgrenet. Den populærvidenskabelige litteratur antyder ofte en meget lineær progression fra art til art. Nedenfor er en mere realistisk fremstilling af "slægtsbusken".

Videre til Australopithecinerne

 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur fra www.talkorigins.org

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD