Velkommen > Evolution > Menneskets udvikling > Australopithecinerne

Australopithecinerne


Australopithecinerne

Denne store gruppe af arter består både de gracile og af de robuste australopitheciner. For nylig har nogle forskere foreslået at nogle at de arter der er placeret i Homo rent faktisk burde placeres i Australopithecus – et godt eksempel på at vores forståelse af vores egen arts udvikling ændrer sig. Ændring er ikke en voldsom ændring, der strider mod vores grundlæggende forståelse af vores udvikling, men mere en akademisk diskussion om korrekt klassifikation.

Australopithecus anamensis

Den tidligste kendte australopithecin er Australopithecus anamensis, der levede for mellem 4.2 og 3.9 million år siden. Tænderne og kæben har en stor lighed med ælder fossiler af aber. På den anden side så var de højst sandsynligvis bipedale, hvilket man baserer på strukturen af tibia (underbensknogle). Knoglerne i de øverste ekstremiteter er også "menneskelignende". Maeve Leakeys forsker hold foreslår anamensis som værende forfaderen til alle senere hominider.

Australpithecus afarensis

Det bedst kendte medlem af denne art er, ingen mindre end "Lucy" , opdaget i 1974 af Don Johanson og Tom Gray. Alderen er estimeret til omkring 3.2 million år gammel (afarensis levede fra 3.9 til 3 million år siden). Lycy var et vigtig fund idet skellet er ca. 40 % komplet, hvilket giver en mængde oplysninger.

En mængde andre fund, bl.a. de 13 individer i "den første familie" ("First Family" AL 333), giver en mængde oplysninger. De berømte Laetoli fodaftryk tilskrives også denne art..

Afarensis fund indikerer en udpræget kønsdismorf, hvor hannerne var væsentlig større end hunnerne. Højden anslåes til 107 til 152 cm, og et kranievolumen på mellem 375 cl til to 550 cl (AL 444-2, En stor adult han). Dette giver os måske nogle antydninger af deres sociale adfærd, idet de moderne aber der udviser en høj grad af kønsdismorf er polygame.

Ansigtet og kraniet af afarensis er ganske abelignende: en udpræget øjenbrynsbue, lav pande og en fremtrædende "snude". Tandsættet er en mellemting mellem menneske og abe. Kindtænderne er stor, hjørne tænderne er stor og spidse, de er dog væsentligt mindre en dem fra nulevende aber.

Tandsættets bue ligger mellem den parabolske form fra mennesker og den rektangulære fra aber. Foramen magnum er ikke placeret midt under kraniet som hos mennesker, men dog heller ikke så langt bagude som hos aber.

Afarensis postkranielle skelet er dog væsentlig tætter på det fra moderne mennesker end på aber.

Hofte, ben og fod knoger viser tydeligt at arten var bipedal, dog uden at være godt tilpasset til løb. Finger og tå knogler er buet og længere end hos mennesker, et træk forskere mener, indikerer at afarensis tilbragte tid i træerne. Deres hænder er ellers ganske menneskelignende. (Et enkelt nyere studie antyder at afarensis håndled stadig udviser tegn på tilpasning til knoggang.)

Kenyanthropus platyops

I 2001 fandt Maeve Leakeys research team et velbevaret kranium som de placerede i en ny art: Kenyanthropus platyops.

Fossilet beskrives som en mosaik med en kombination af træk. Som aber har det en lille øreåbning, tyk emalje på kindtænderne, en kranievolumen på ca. 400 cl. (det samme som en chimpanse) og en flad næse. På den anden side har fossilet en række nye træk der ikke ses i de andre gracile australopitheciner: et fladt ansigt, lodrette kind region, en lille øjenbrynsbue og premolar tænder (cheek teeth)

Om man kan klassificerer specimentet som en ny art er omdiskuteret, idet kraniet var svært beskadiget. Nogle af det træk der bruges for at argumenterer for at det er en ny art, kunne være opstået som følge af denne beskadigelse.

Australopithecus africanus

Raymond Darts "Taung barnet" var det føste australopithecin fossil man fandt. Det består af tænder, kæbe, ansigts og en endocranial afstøbning. Alderen anslåes til ca. 3 år pga. kranial suturernes udseende, samt fordi alle mælketænder er til stede.

Africanus levede for mellem 3.3 og 2 million år siden. Som afarensis udviser de en udpræget kønsdismorf. Knogler i fødder, ben og hofte viser at Africanus var bipedal. Kropsstørrelse og kranievolumen (420-500 cl) er en smule større end afarensis.

Kindtænderne er lidt større end hos afarensis, men tænder og kæbe hos africanus er mere lig Homo end aberne. Dentalbuen er nu helt parabolsk, som hos Homo. Størrelsen er hjørnetænderne er reduceret i forhold til afarensis.


Australopithecus garhi Denne art Australopithecus garhi er blevet anset som en mellemform mellem A. afarensis og tidlige Homo. Den er beskrevet i 1999 udfra fossiler fundet i Awash regionen i Ethiopien. De 2.5 million år gamle fossiler blev fundet sammen med dyreknogler, der havde mærker på dem. Mærkerne kunne være fra stenværktøj. Ganske simple stenværktøjer blev fundet i en nærliggende udgravning med samme datering. Trækkene ved fossilerne af Australopithecus garhi udviser mange ligheder med A. afarensis: Lille kranievolumen på 450cm3, en issekam og en abeligende dentalbue. Molarne og hjørnetænderne er dog ekstremt store, et ganske uventet træk hvis garhi skal anses som forfader til Homo..

Proportionerne af lemmerne er ganske interessante: femur/humerus ratio som moderne menneske, men underarm/humerus som chimpanse.Australopithecus anamensis, afarensis, og africanus, samt Kenyanthropus platyops kaldes samlet de gracile australopitheciner, fordi de er relativ let og slankt bygget – sammenlignet med de robuste australopitheciner. Alle de gracile arter var dog stadig væsentlig mere robuste end moderne H. sapiens.

Australopithecus robustus

Sammen med A. aethiopicus og boisei er robustus de"robuste" australopitheciner. (En del forfattere er begyndt at placerer dem i arten Paranthropus.) De har alle store kæber, kraftige kranier, sagittal kam, og tyk emalje på deres molarer Robustus levede for mellem 2 til 1.5 millioner år siden. Selv om kropsstørrelsen var lig A. africanus, så havde de et større mere robust kranium (gennemsnitlig volumen 530 cl). Deres molarer i underkæben var meget store. Ansigtet var også stort, uden en egentlig pande. Mange af fundene har også en sagittalkam udover de store øjenbrynsbuer. Knogleudspring, kæbe og tandform/størrelse indikerer således en særdeles grov kost.

Ganske bemærkelsesværdig, så selv om værktøjsbrug typisk anses som et avanceret træk, så kan robustus have været den første hominid der anvendte værktøj. I det man har fundet knogler, sammen med robustus fossiler, der er slidt på en måde der indikerer, de har været anvendt til at grave med.

Australopithecus aethiopicus

Dette er den ældste af det tre robuste australopith arter, som levede mellem 2.6 og 2.3 million år siden. Der er et vigtig fossil "The Black Skull" , navnet hentyder til at kraniet er blevet farvet af mineraler i jorden. Visse forskere anser A. aethiopicus som forfader til båder robustus og boisei, men det er omdiskuteret.

Dets kranievolumen er 410 cl, kun lidt mere end en chimpanse. Posteriøre dele af kraniet er tilsvarende A. afarensis. Men A. aethiopicus har et meget kraftigt bygget ansigt og kæber – langt kraftigere end andre robuste arter – og har også den største sagittal kam der nogen siden er set på en hominid.

Australopithecus boisei

A. boisei (her type speciment OH 5), oprindelig navngivet Zinjanthropus boisei, er den mest robuste af alle de robuste australopitheciner. Boisei levede mellem 1.1 og 2.3 år siden – Arten var altså succesfuld i mere end 1 millioner år. (mere end fem gange så lang tid som vores egen art har eksisteret – Tankevækkende, synes jeg.) Louis Leakey gav A. boisei kælenavnet "Nutcracker Man" (OH 5) (Nøddeknækker mennesket) pga. dets kæmpestore kindtænder – nogle af dem er op til 2 cm i tværmål.

Dets kranievolumen er tilsvarende A. robustus, ca. 530 cl, men dets ansigt og kæbe er mere massivt bygget. Den "hyper-robuste" bygning antyder at den er specialiseret i at tykke hård føde med et lavt næringsindhold. Man spekulerer på om boisei uddøde fordi den var specialiseret til en yderst specifik økologisk niche, og ikke udviklede sig hurtigt nok når miljøet ændrede sig.

Opsummering

Vi finder A. anamensis og A. afarensis i ved starten af vores udspring, men deres rolle og deres indbydes slægtskab diskuterer man stadig.

For omkring 2.5 – 3 millioner år siden, efter godt 1 million år uden de store ændringer sker der noget. Mindst seks hominid arter udvikler sig i respons til de klimaændringer der er associeret med istider. To grupper fortsætter: 1) australopitheciner: generelt små hjerner og ingen værktøjsbrug. 2) En gruppe der fører til arten Homo: store hjerner og værktøjsfremstilling og –anvendelse. Australopitheciner uddør for ca.1 million år siden. Homo, er her (på trods af vores anstrengelser: Atombomber, luftforurening, vandforurening, atomkraft, habitatødelæggelse, global opvarmning, skovafbrænding, religionskrige, sprøjtemidler, territoriekrige, hormonforstyrrende stoffer og almindelig tankeløshed) stadig!

Videre til homo arterne

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD