Velkommen > Diverse - ikke faglig > Lystfiskeri > 16APR2014 Korsør-Lejodde

16APR2014 Korsør-Lejodde


Efter en lang vinterpause fik jeg endelig støvet kajakken (Prijon Kodiak) af i Påskeferien. Onsdag morgen kl. 0515 ringede vækkeuret. 0630 var min makker og jeg på vandet ved Isbådsmuseet, Halsskov, Korsør.  (Parkering:  55.348350°, 11.103216°) Vi har planlagt en tur der hed nordpå mod Lejodde og ind i Musholmbugt og retur.
Vejret kunne vi ikke klage over solskin, 3-4 grader C og 5-6 m/s vind fra N.  Det var lidt koldt for fingrene at klargøre og padle de første km.  Vi blev enig om at det må skyldes for meget middelhavsdiæt og for lidt sælspæk.

Efter et par km riggede jeg  min 7' teleskopstang til med en blålig Bomber B14A wobler (Long A). Der var noget 0.38 line på hjulet, så knuden drillede lidt i bølgerne (Næste gang klargør jeg inden vi sætter i :-)) Kastede et lille kast og begynde at padle med åben bøjle på hjulet, da der var rullet 20-25 m ud klappede jeg bøjlen ned og satte stangen på plads.  Jeg har ikke monteret stangholder (endnu), stikker bare håndtaget ind bag svømmevestens bælte. Der sidder den fint og kropskontaktet giver en nogenlunde følelse med hvad der sker.  Således fortsatte vi turen i et moderat tempo måske 4-5km/t. Sejler ikke med GPSen tændt mere, så sidder jeg bare og kikker på den og går op i teknikken, i stedet for at nyde turen.

Oppe ved Lejodde gik jeg lidt tæt på land  (30-40m) og rundede odden. 50  meter efter var det et fint hug, og bremsen larmede. Jeg tog lige et par tag mere med pagajen inden jeg satte den på plads under dækslinen.  Mit hjul har frontbremse, det passer rigtig godt når stangen sidder i svømmevesten. Så kan jeg lynhurtigt justerer modstanden. Fisken tog et par gode udløb inden jeg fik den hen til kajakken, hvor jeg fik den i nettet i god stil - til nærmere inspektion.  En HØ på 46 cm i fin stand, så den kom med hjem.

Efter således at have dagens fangst "i hus" pakkede jeg  fiskestangen sammen og stak den ind under nettet på fordækket.  Vi fortsatte turen og efter små to timer vendte vi kajakkerne og satte kursen hjemad.


Herlig morgentur.

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD