Velkommen > Diverse - ikke faglig > Friluft > Beklædning

Beklædning


Montane Featherlight smock - Vindjakke

Jeg har i et stykke tid været på udkig efter en ultralet vindjakke. Pointen er at jeg godt vil have et vindbeskyttende lag med selv når vejrudsigten ser lovende ud. Den skal fylde så lidt så mulig og være let.
Softshell jakker med PU belægning er jo gode når vejret er gråt og vådt, men de fylder også en del når ens pakvolumen er begrænset. Desuden er PU-belægningen for tæt for mig, når jeg skal bevæge mig. Mine kriterier var altså: let, vindtæt, åndende. Så jeg købte en Featherlite Smock i Pertex fra Montane. Størrelsen er som et æble og der er vægten vel også. Den vejer 125 g (XXL) og er meget behagelig. Når jeg skal være aktiv i naturen, så foretrækker jeg uldtrøjer som mellemlag, og med en Uldfrotte (Woolpower) trøje eller to på og Featherlite Smocken oven på, så har man en virkelig varm kombination. Den er ikke vandtæt, men den kan godt klare en byge.
Jakken har ingen hætte.

Her er et lille Review fra RVOps

Montane 180 smock

Den her ultralette regnjakke er storebroderen til Featherlight. 180'eren er vandtæt. Den fylder som en store grapefrugt. Jeg købte et par stykker på udsalg - det var en virkelig god pris. Faktisk er det pt. den jakke der ligger i min arbejdstaske.
Den er tynd, men den virker ikke skrøbelig.
Der er en fin hætte med en formbar wire.
Vægten er 230 gram i str XXL.

Montane Toasty Jakke

En lækker fiberfyldt (Primaloft) jakke i et tyndt pertex stof. Det er ikke en letvægter, vægten tikker ind på 720 gram (XXL). Fiberfyldet gør dog at den kan komprimeres godt sammen. Jeg synes den er mest egnet hvis man skal ligge eller sidde stille i koldt vejr.

Det kan jeg lide: Varm!! Elastik snor i nakke så man kan lukke tæt til foroven. Tre lommer med lynlås: to stiklommer og en brystlomme. Jeg bruger den rigtigt meget, når det er koldt!

Det kan jeg ikke lide: Snittet er, undskyld mig mine fordomme, engelsk dvs. korte arme og tøndeformet bryst. Måske er det bare mine arme der er er lange...

Montane Nitro dunjakke

En let dun jakke (435 g/XXL). Virker som et overbevisende stykke beklædning. Yderstoffet er rimelig vind- og vandtæt. Jeg skal nu primært bruge den under et skallag, så det er ikke så vigtig for mig. Jakken er dog stor nok til at den kan tages uden på skaljakken ved hvil.
Det kan jeg lige: Varm og let. Stiklommerne har lynlås og er dunforet på begge sider. Der er en mindre inderlomme.
Det kan jeg ikke lide:

Haglöfs barrier jakke og vest

Egentligt startede jeg med at købe en haglöfs barrier vest, som er en lækker let og fiberfyldt vest på 320 gram i str XXL. Vesten er en lille varm sag, men ikke altid varm nok i hård frost.  Jeg ville også godt have et mere fleksibelt system end Toasty jakken fra Montane ovenfor, så jeg endte med også at købe Barrier jakken (475 gram, XXL).
Barrier jakken er virkelig lækker, og kombineres den med vesten er den mindst lige så varm som Toasty jakken, bare lettere (hver for sig) og mere fleksibel.

Det kan jeg lide: Skandinavisk snit, lige tilpas fyld, meget komprimerbar, sort, meget blød stof på indersiden, vindtæt, vandafvisende (DWR Imprægnering)...faktisk en vanedannende lækker jakke.

Det kan jeg ikke lide: Det hvide H på brystet (men det er til at leve med).

Et review fra RVOps

Haglöfs Alpine II Cap

Min nye vinterhue er en sort Haglöf Alpine II cap med øreklapper der kan foldes væk. Den kan justeres nakken, og øreklapperne kan også spændes til. Skyggen er af neopren og har en blød wire i kanten, så formen kan justeres. Stoffet er et vandafvisende (DWR) Gore windstopper materiale. Virkelig en lække cap, min eneste anke er det store reflekterende H i panden.


Fjellräven Sarek Jakke (gammel model)

Hvis du er på udkig efter en jakke til udendørsaktiviteter, så kan jeg godt anbefale Sarek jakken. Det er en kort jakke med flere tekniske finesser. Selve jakken er i G1000 stoffet, med paneler i strækbart nylon. Den er skåret lidt længere bagpå, så den dækker bagdelen. Der er forstærkningerne på ryggen over korsbenet og ved hoftekammen, lige der hvor rygsækkens hoftebælte har mest kontrakt. Der er to store udvendige lommer på hver forside, hvor af en på hver side også giver ventilationsmuligheder. Der er to inderlommer og to ærmelommer.
Hætten kan afmonteres hvis man ønsker det, desværre kan den ikke rulles sammen og pakkes ind i kraven.
Jakken er naturligt nok ikke vandtæt, men med flere tynde lag grønlandsvoks og en woolpowertrøje under så kan man klare sig gennem let til moderat regn. Hvis det er heldagsregn eller kraftig regn, så vil jeg medbringe en let regnjakke.

Minus ved jakken:
Flappen bag lynlåsen er for blød, og havner ofte i lynlåsen. Kan afhjælpes med masser af voks der afstiver stoffet.
Velcoet ved håndleddene er lidt for smart. De stive flapper er gode med handsker på men griber fast i alt fx når rygsækken skal på. Velcro'et griber næsten ikke fat efter kort tids brug - det bliver jeg nød til at lave om. 

Plus ved jakken:
Fede lommer, kan tage alt fra et spejlreflekskamera til en termokande.
Mange lommer.
Kraven er høj.



 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD